Graviditet og tandpleje – sådan passer du på dine tænder under graviditet
Vi er lukket. Vi åbner senere i dag kl. 08:00
Bestil tidEr du gravid eller planlægger du at blive det? Så anbefaler vi, at du informerer din tandplejer, så vi kan give dig den bedste rådgivning og pleje for at sikre, at din tandsundhed forbliver god under graviditeten. Her kan du læse mere om, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med tandpleje under graviditet.
Tandlægebesøg under graviditet
Når du bliver gravid, gennemgår kroppen mange forandringer, og det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan disse forandringer påvirker dine tænder og mundhule. Hormonbalancen ændres og det kan påvirke din appetit, men også hvordan de forskellige væv reagerer i kroppen. Langt de fleste tandbehandlinger kan udføres under en graviditet, men visse behandlinger undgås for at minimere risikoen for at skade fostret. Det gælder f.eks. større kirurgiske indgreb som operativ fjernelse af visdomstand. Risikoen for komplikationer er dog minimal, og langt de fleste tandbehandlinger kan udføres uden problemer. Hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid, anbefaler vi, at du taler med din tandplejer om, hvilke forholdsregler, du bør tage for at bevare en god tandsundhed under graviditeten.
Hvordan kan graviditet påvirke din tand- og mundsundhed?
Graviditet medfører mange hormonelle forandringer, som kan påvirke din tand- og mundsundhed.
Tandkødsbetændelse under graviditet
Mange gravide oplever, at de hormonelle forandringer under graviditeten gør tandkødet mere følsomt og du kan opleve hævelse, rødme og blødning fra tandkødet – især ved tandbørstning eller brug af tandtråd. Det kan medføre, at tandkødet trækker sig tilbage, hvilket øger risikoen for tandkødsbetændelse. Denne tilstand, kaldet graviditets gingivitis, er almindelig under graviditet, men bør ikke ignoreres. Tidlig behandling og øget fokus på god mundhygiejne er afgørende for at forebygge yderligere problemer. Hvis tandkødsbetændelse ikke behandles i tide, kan det udvikle sig til mere alvorlige tandkødssygdomme som paradentose (parodontitis), der i svære tilfælde kan føre til tandtab. Med god tandpleje, kan du forebygge og behandle tandkødsbetændelse.
Huller i tænderne (caries) under graviditet
Under en graviditet oplever de fleste en ændring i deres spisevaner. Får du øget trang til søde sager, skal du være ekstra opmærksom på din mundhygiejne. Større mængder af sukker er med til at skabe bedre vækstbetingelser for de bakterier, der forårsager skade på tandemaljen og huller i tænderne (caries). Det er derfor vigtigt at opretholde en god mundhygiejne under graviditeten for at sikre, at al sukker fjernes fra mundhulen. Daglig tandbørstning, regelmæssig brug af tandtråd og tandeftersyn hos din tandplejer kan hjælpe med at holde dine tænder og tandkød sunde under hele graviditeten.
Mundtørhed under graviditet
Mange gravide oplever mundtørhed, hvilket skyldes de hormonelle forandringer, der påvirker spytproduktionen. Spyt spiller en vigtig rolle i at opretholde mundens sundhed ved at skylle bakterier og madrester væk samt neutralisere syre. Mundtørhed gør det derfor sværere for kroppen at rense munden, da bakterier lettere ophobes på tænderne og omkring tandkødet. Når spytproduktionen falder, bliver mundhulen mere sårbar overfor bakterier, hvilket øger risikoen for syreskader, huller i tænderne (caries) og dårlig ånde (halitosis).
For at modvirke mundtørhed kan du følge disse tips:
- Drik rigeligt med vand: Væskeindtagelse er vigtig for at holde munden hydreret og hjælpe med at stimulere spytproduktionen.
- Brug sukkerfri tyggegummi eller pastiller: Tyggegummi og pastiller kan stimulere spytproduktionen og holde munden fugtig. Vælg gerne produkter uden sukker, da sukker kan øge risikoen for huller i tænderne (caries).
- Brug en mild mundskyl: Mundskyl med fluor kan hjælpe med at beskytte tænderne og mindske risikoen for huller i tænderne (caries) og dårlig ånde (halitosis). Vælg en mundskyl uden alkohol, da alkohol kan tørre munden yderligere ud.
Hvis du oplever vedvarende problemer med mundtørhed, bør du tale med din tandplejer for rådgivning og hjælp til at håndtere symptomerne.
Bevar en sund mund under din graviditet
Under graviditeten gennemgår kroppen mange hormonelle forandringer, som påvirker din tandsundhed. Højere niveauer af hormoner kan gøre tandkødet mere følsomt og øge risikoen for tandkødsbetændelse. Ændrede spisevaner og graviditetskvalme kan også påvirke dine tænder – f.eks. på grund af øget sukkerindtag eller den ætsende syre fra opkast. Derfor er det vigtigt at have et øget fokus på din mundhygiejne under graviditet.
En god tandplejerutine under graviditet indebærer:
- Tandbørstning 2 gange dagligt med fluorholdig tandpasta for at fjerne bakterier og plak-belægninger
- Regelmæssig brug af tandtråd og interdentalbørster for at fjerne bakterier mellem tænderne, hvor det kan være svært at nå med en tandbørste
- At få foretaget regelmæssige tandeftersyn og tandrensninger hos din tandplejer
FAQ: Graviditet og tandpleje
Morgenkvalme og opkast – hvordan påvirker det tænderne?
Nogle gravide oplever morgenkvalme og opkast, oftest i de første måneder af graviditeten. Når mavesyre kommer i kontakt med tænderne, kan det langsomt nedbryde tandemaljen og øge risikoen for syreskader. Det kan gøre tænderne mere følsomme og sårbare over for huller i tænderne (caries).
For at beskytte dine tænder efter opkast, anbefaler vi, at du skyller munden med vand eller en fluorholdig mundskyl i stedet for at børste tænderne. Tandbørstning direkte efter opkast kan slide yderligere på den allerede påvirkede tandemalje. Vent derfor mindst 30 minutter, før du børster tænder, så du skåner emaljen mest muligt.
Kan man få taget røntgenbilleder under graviditeten?
Når du får taget et røntgenbillede hos tandlægen, udsættes din krop for en meget lav stråledosis. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ingen risiko for fosteret ved almindelige røntgenundersøgelser under graviditeten. Stråledosis fra et enkelt røntgenbillede er væsentligt lavere end de niveauer, der kan udgøre en risiko for fostret. Strålingseksponeringen fra et røntgenbillede svarer til den naturlige baggrundsstråling, du modtager ved at opholde dig udendørs i cirka fire timer. Derfor kan du som gravid få taget røntgenbilleder hos tandlægen uden bekymring.
Kan gravide få bedøvelse hos tandlægen?
Gravide kan få bedøvelse hos tandlægen, hvis det er nødvendigt ved en tandbehandling. Hvis du er gravid, benytter vi en speciel type bedøvelse, der indeholder adrenalin, men er uden det aktive stof Octapressin. Denne type bedøvelse anses for at være sikker både for den gravide og for fosteret. Det er vigtigt at vælge den rette bedøvelse, da nogle typer af bedøvelse kan have en ve-fremkaldende effekt og derfor bør undgås under graviditet. Derfor anbefaler vi, at du informerer din tandlæge om din graviditet, så tandlægen kan tage de nødvendige forholdsregler.
Er det sikkert at bruge fluortandpasta under graviditeten?
Fluor er en vigtig ingrediens i tandpasta, og gravide kan børste tænder med fluorholdig tandpasta uden bekymring. Fluorid optages primært i moderens knogler eller udskilles gennem urinen og påvirker derfor ikke fosteret ved normal daglig brug. Tandlægen undgår dog at udføre fluorbehandlinger i tandlægestolen og udskriver heller ikke receptpligtig tandpasta med højt fluorindhold til gravide.
Kontakt din tandplejer, hvis du er gravid
Hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid, så anbefaler vi, at du taler med din tandplejer om, hvad der er vigtigt at være opmærksom på i forbindelse med din mundhygiejne under graviditeten. Kontakt os i dag, hvis du har nogle spørgsmål.
Vi er lukket. Vi åbner senere i dag kl. 08:00
Se alle åbningstiderKontakt os på +4588169696
Bestil tid